PAUL BANKS OG CHARLOTTE HALBERG

GUITAR


Der findes mange forskellige typer guitarer. Man kan dele dem op i to hovedgrupper: akustiske og elektriske. De akustiske deles i hovedtræk i westernguitarer (med stålstrenge) og spanske guitarer (med nylonstrenge). Guitaren stemmes oftest EADGHE, men der findes også mange andre måder at stemme den på.

Navnet ”guitar” stammer muligvis fra ”Qitara”, et instrument som araberne tog med til Spanien for omkring 1000 år siden.

I den vestlige verden er guitaren et meget almindeligt strengeinstrument, men den har utallige slægtninge rundt omkring i verden, som fungerer på en lignende måde: man knipser en eller flere strenge, mens man trykker en eller flere fingre ned på gribebrættet (forsiden af halsen). Alle disse instrumenter består af en hals og en krop med nogle udspændte strenge. Kroppen forstærker og ”farver” klangen.

Aluphone belltree (klokketræ) Der er meget få mennesker, som kan prale med at have opfundet et helt nyt instrument.

Men vores ven Kaj Stensgaard - som har marimba som hovedinstrument - spillede engang med sit stomporkester på et byggemarked. Her opdagede han, at metalhætterne til hegnspæle har en rigtig god klang. Sådan fik han ideen til aluphonen. Vores er meget lille, men de findes i alle størrelser - helt op til kæmpestore stativer fyldt med metalklokker.

Du kan læse mere på mere på aluphone.com

Brasiliansk træfløjte

Lille fløjte skåret i træ. Når man puster i den, lyder den som en fugl.

Chimes

Instrumentet er bygget op på et stykke træ, hvor der er boret huller til snore. I hver snor hænger der en metal bjælde. Bjælderne er forskellige i størrelse og klinger derfor i forskellige tone højder.

Concertina er en lille ottekantet harmonika som har knapper på hver sin side.

Luftstrømmen fremkaldt af en blæsebælg sætter metalblade i vibrationer efter samme princip som en harmonika.

Elefant klokke fra Thailand

Træklokke der hænger bundet fast under halsen på en elefant. Så man kan høre elefanten når den nærmer sig.

Fuglekald

Når man drejer på dette simple birketræsinstrument, fremkommer en lyd, som tiltrækker en masse forskellige småfugle.

Logdrum

En træk kasse med udskæringer, som giver forskellige tonehøjder når man med gummikøller slår forskellige steder på kassen.

Indonesiske raslere

Frøskaller der er sat fast på flettede snore. Lyder lidt som rislende vand.

Kalimbaer og Sansula

Afrikansk tommelfingerklaver. Metaltunger i forskellig længde monteret på en klangkasse af træ. Holdes i hænderne og knipses med tommel fingrene.

Marimbula

Kæmpe ”tommelfingerklaver. Metaltunger i forskellig længde monteret på en klangkasse af træ. Man sidder ovenpå den og knipser med fingrene på metaltungerne. Bruges meget i caribisk musik, hvor marimbulaen fungerer som bas.

Mekaniske fugle

Små batteridrevne fugle fløjt.

Ocean drum

En rammetromme fyldt med små metalkugler. Når trommen vippes fra side til side, flyder metal kuglerne rundt og det lyder bølgeskvulp.

Panfløjter

Bambus fløjter fra Rumænien. En panfløjte består af en række rør i forskellige længde. Rørene er lukket for neden. Man spiller på den ved at blæse luft hen over rørets åbne ende.

Shakere / rasleæg, caxixi, maracas

Forskellige ”raslere” hvor lyden frembringes af skaller, små og store sten.

Springdrum (fjeder tromme)

En lille tromme hvor der er påsat en lang tynd fjeder. Når man ryster trommen fra side til side, begynder fjederen at dingle. Det får trommeskindet til at vibrere og lyden forstærkes inde i trommen. Ved samtidigt at åben og lukke for hulet med håndefladen, høres den specielle wow wow lyd.  

Tværfløjte


Tværfløjten hører til træblæserfamilien. Den blev oprindeligt lavet i træ, men laves normalt af metal i dag. Ofte kombineres forskellige materialer, og valget af materialer har stor betydning for klangen i instrumentet. Min fløjte er lavet af sølv og beklædt med platin.

Vi skal langt tilbage i tiden for at møde den første tværfløjte. Efter sigende kan tværfløjten spores helt tilbage til 800 f. kr. - dog ikke i den form, vi kender den i dag.

På billedet ses en C- tværfløjte og den dybe alt-tværfløjte. Det er tværfløjten man hører.

MANDOLIN

Mandolinen har otte strenge. De sidder sammen i par, som er stemt ens: GG DD AA EE. Mandolinens forfader er en mandor, som er et renæssanceinstrument, men mandolinen er også beslægtet med violinen. De to instrumenter stemmes ens (violinen har dog ”kun” én af hver streng), og mandolinfamilien består ligesom violinfamilien i hovedtræk af fire instrumenter: mandolinen er den lyseste, dernæst kommer mandolaen (som svarer til bratschen i violinfamilien), mandocelloen (som svarer til celloen) og til sidst mandobassen (som svarer til kontrabassen).

Instrumenterne i mandolinfamilien har dobbelte strenge fordi man spiller med et plekter (i modsætning til violinen, hvor man stryger med en bue), og hvis man spiller hurtigt frem og tilbage, lyder det af mere, hvis der er to strenge.

Klassiske mandoliner har buede bunde, dels fordi designet er nedarvet fra en lut, og fordi man i denne musik sidder ned og spiller. Mange nye mandoliner har flade bunde, hvilket gør det nemmere at stå oprejst og spille.

MANDOCELLO

Se også ”Mandolin”.

Mandocelloen er det tredjestørste og tredjedybeste instrument i mandolinfamilien: mandolin, mandola, mandocello og mandobas. Den har fire par strenge, som oftest er stemt CC GG DD AA . Jeg har dog stemt min endnu dybere: AA EE HH F#F#.


Som familie betragtet har mandolinerne på ingen måde klaret sig så godt som violinfamilien. Tidligere fandtes store mandolinorkestre med mange mandoliner og mandolaer og ofte også mandocelloer og mandobasser. I dag er der vist ikke mange af den slags orkestre tilbage.

I dag bruges mandolinen ofte som solistinstrument især i folkemusik, mens mandocelloen blandt andet høres som akkompagnerende instrument i irsk folkemusik.

Mandolaen er blevet sjælden, og mandobassen nærmest ikke-eksisterende.

DOBRO (RESONATORGUITAR)


Dobro er i virkeligheden et guitarmærke, men navnet bruges ofte som betegnelse på en resonatorguitar. En resonatorguitar er en guitar, hvor strengene hviler på et omvendt kræmmerhus af aluminium, som er skjult bag en rist i guitarens dæk (top).

Resonatorguitarer laves med krop af træ og med krop af metal. Idéen med resonatoren var oprindeligt at forstærke lyden af instrumentet, før el-guitaren var opfundet.

Men resonatorguitarer har en egen særlig, lidt ”banjo-agtig” klang, som blandt andet mange bluesmusikere tog til sig. Den bruges rigtig tit inden for blues og country musik til at spille med ”slide”, hvilket er betegnelsen for en spilleteknik, hvor man glider et rør af metal eller glas eller et stykke massivt afrundet stål mod strengene. Det giver en helt speciel lyd.


I blues musik spiller de fleste på resonator som en almindelig guitar tit afløst af noget ”slide”-spil, men inden for country og bluegrass musik har man oftest resonatorguitaren liggende fladt ned med strengene opad og spiller udelukkende med ”slide”. Derfor laves resonatorguitarer også med en stor, firkantet hals og med strengene sat meget højt, hvilket gør det umuligt at trykke dem ned, men det giver til gengæld en bedre klang til ”slide”-spil.

BANJO

Banjoen findes hovedsagelig som tenorbanjo (med fire strenge, som stemmes CGDA), og som mest bruges i gammeldags jazzmusik og i britisk folkemusik, og den 5-strengede banjo, som vi kender fra amerikansk folkemusik, country og bluegrass. Der er dog faktisk  skrevet et par sjældent (nærmest aldrig) spillet klassiske banjokoncerter! I de sidste år er lyden af banjo også begyndt at dukke op hist og her i pop og rockmusik.

Banjoer er kendetegnet ved den særlige klang, som skabes af trommeskindet. Mange banjoer spiller desuden meget HØJT, hvilket har givet anledning til mange banjovittigheder, såsom: Hvad er 500 banjoer på bunden af Kattegat? En rigtig god begyndelse!

Det særegne ved den 5-strengede banjo er, at den øverste streng stemmes lysest, og ofte udelukkende bruges som drone. (Det betyder, at den samme tone går uændret gennem hele nummeret uanset skiftende akkorder). Den 5-strengede banjo stemmes på mange forskellige måder, men hvis man kan tale om en ”grundstemning”, er det GDGHD – en G-dur akkord.

Banjoen stammer sandsynligvis fra Afrika, hvor man altid har skabt instrumenter af udhulet, tørret frugter med en hals og udspændte strenge, f.eks. akonting, ngoni, kora og mange andre.

I skrifter fra slavetiden i USA findes mange henvisninger til instrumenter, som de afrikanske slaver spillede på. Der tales f.eks. om ”banza” og ”banjar”.

AUTOHARPE

Autoharpen er, som navnet siger, en slags automatisk harpe, hvor de ”rigtige” toner automatisk bliver valgt.

Under bjælkerne på tværs af strengene er der klodser af filt. Når man trykker en af bjælkerne ned, dæmpes nogle af strengene – netop de toner, som ikke hører til i den pågældende akkord. Således kan man skifte akkord ved skiftevis at trykke på forskellige bjælker med en hånd, mens man stryger på strengene med den anden.

Navnet ”autoharp” er patenteret i USA af en tysk immigrant, Charles F. Zimmermann i 1882, men det design, vi kender i dag, er opfundet af en anden tysker, Karl August Gütter omkring 1883-84. Han kaldte sit instrument for en ”volkszither” – en ”folkeharpe”.


Autoharpen havde en opblomstring i 1960'erne inden for amerikansk folkemusik. I betragtning af, at det er så nemt at spille på, kunne man måske undre sig over, hvorfor autoharpen ikke blev mere populær. Jeg tror, at det er fordi, der er så mange strenge at stemme – det er ikke helt nemt

LYD PÅ VEJ

LYD PÅ VEJ

LYD PÅ VEJ

LYD PÅ VEJ

LYD PÅ VEJ

HER KAN DU LÆSE  MERE OM VORES INSTRUMENTER